Von Tunzelmann er nådesløs i sine domme. Særligt morsomt er det, når hun giver lavere karakterer for underholdningsværdi end for historisk korrekthed til film, der ellers skoses for at være meget langt fra den historiske sandhed (m/gåseøjne?). Som når Stones Alexanderfilm får D+ i “history grade” men “fail” i “entertainment grade”, eller når Mel Gibsons skrækkelige film om Jesus består i historisk korrekthed, men dumper i underholdning.

Til tider undres man en smule over vurderingerne. F.eks. får Eisensteins stalinistiske propagandafilm Alexander Nevsky karakteren C- for det historiske, dvs. bestået. NKVDs censur af en scene, hvor Eisenstein ville have ladet Alexander Nevsky gå i mongolernes tjeneste, gives skylden for hele filmens vitterligt ekstreme historiemisbrug, mens Eisenstein selv frikendes. Her er von Tunzelmann vist mere nådig end ret er.

Serien er udkommet jævnligt siden 2008 og indeholder pt. 105 artikler, så der er god sandsynlighed for, at von Tunzelmann har eksamineret en historisk film, du interesserer dig særligt for. Hyppigheden, hvormed nye artikler tilføjes, er for øvrigt imponerende. Enten er forfatterens historiske viden enorm, eller også udtaler hun sig af og til om noget, hun ikke for alvor har forstand på. Men sjovt er det.

http://anebysted.wordpress.com/2010/08/01/merlin-arthur-og-de-andre-r%c3%b8dder/

Min artikel på danmarkshistorien.dk

Min artikel på videnskab.dk

Knud den Helliges knogler ligger i dag udstillet i en glasmontre i Skt. Knuds kirke i Odense. Men der kan de ikke få lov at ligge i fred. Den katolske biskop af Danmark forlanger nemlig at få udleveret to af Helligknuds knogler, thi de er at betragte som katolske relikvier. Det havde menighedsrådet i Skt. Knuds kirkesogn faktisk også givet sin velsignelse til, og to af knoglerne var også blevet fjernet fra montren, men så kom biskoppen af Fyns Stift (den protestantiske naturligvis) tilbage fra noget orlov og nedlagde veto. De to knogler bliver ikke udleveret til katolikkerne. Det kan de glemme.

Det er dagens udgave af Kristeligt Dagblad, der bringer historien, der blandt andet bygger på en brevveksling mellem de to biskopper, som bladet har fået aktindsigt i. Og her til aften havde TV2-nyhederne så en ret grundig dækning af kontroversen. I indslaget optræder Fyns biskop højtlæsende af en bog, som af speakeren omtales som ’en protestantisk bog fra år 1530’. Biskoppens konklusion er klar: Ifølge den evangelisk-lutherske lære er relikviedyrkelse en form for afgudsdyrkelse, et menneskeligt påfund, der strider imod den sande kristentro, sådan som den fremgår af Bibelen. Derfor kan Knuds knogler ikke udleveres til katolikkerne. Det skændes de to biskopper så om, og hele affæren er vistnok skadeligt for forholdet mellem de to konfessioner i Danmark.

Hvad skal man så mene om det? For mig at se kan der ikke blive tale om at udlevere de to knogler til katolikkerne. De hører til i glasmontren sammen med resten af skelettet. Katolikkerne har intet legitimt krav på dem, kun et krav baseret på en gammel overtro, som de fleste danskere forlod for snart et halvt årtusinde år siden. Men den protestantiske biskops teologiske argumenter for at afvise at udlevere knoglerne er lige så ugyldige som den katolske biskops argument for at kræve dem udleveret. Det provokerer og forundrer mig, at beslutningsgrundlaget i denne sag er religiøst. Knoglerne, som for tiden ligger i en kuvert på Odensebispens kontor, skal tilbage i montren, så den brede befolkning kan bese Knud den Helliges skelet, vel at mærke hele skelettet, og argumentet for dette skal være aldeles sekulært.

Historien om Knud den Hellige er nemlig hverken katolikkernes eller protestanternes. Den tilhører alle danskere (og hvem den ellers måtte interessere), også det store flertal af ateister og de, der bekender sig til andre religioner end kristendommen. Det skal ikke være op til religiøse overhoveder af hverken den ene eller den anden observans at forvalte historien.

Noget andet, der falder mig for brystet i denne sag, er, at menighedsrådet, inden det tog beslutningen om at udlevere knoglerne til katolikkerne, indhentede kongehusets samtykke. Som om dronningen har noget særligt at skulle have sagt i den sag.

Vorherrebevares, fristes man til at sige.

(dette indlæg skrevet om aftenen 18. juni)

Jeg er ret sikker på, at disse to artikler ikke vil skabe helt lige så meget postyr som Søren Hein Rasmussens artikler til Danmarkshistorien.dk, som Urias- og Jyllandsposten er gået så voldsomt i kødet på. For folk, der interesserer sig for, hvordan samfundet var skruet sammen i middelalderen og tidligt moderne tid, er artiklerne om sagefald og hals- og håndsret dog ret relevante, skulle vi mene.

Én af bygningerne undlod man dog at destruere. Det var en gammel købmandsgård fra 1597, som oprindeligt havde ligget på hjørnet af Immervad og Vestergade, og som man havde reddet fra nedrivning ved at flytte den til Landsudstillingen, hvor den blev udstillet under navnet Den gamle Borgmestergaard. Sammen med Fregatten Jylland, som lå ankret op for enden af en landgangsbro i den nordlige ende af udstillingspladsen, udgjorde den Landsudstillingens historiske indslag. I 1914 flyttede man Borgmestergaarden ned i Botanisk Have, og omkring den voksede Den Gamle By frem. Fordi Borgmestergaarden første gang blev gjort til udstillingsobjekt på Landsudstillingen, betragter Købstadsmuseet den 18. maj 1909 som sin egen fødselsdag.

Hundredåret for såvel Landsudstilling som den Gamle By har man bl.a. valgt at markere med hjemmesiden Den Virtuelle Landsudstilling 1909-2009. Der er tale om en imponerende flot 3D-visualisering af Landsudstillingen 1909, produceret af Dansk Center for Byhistorie (Den Gamle By og Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet) i samarbejde med CAVI.

Den Virtuelle Landsudstilling kan varmt anbefales. Gå ind og tjek den ud. Det tager lidt tid at downloade player og selve programmet, men det er hele ventiden værd.

3D-udstillingen bygger på originale arkitekttegninger og landkort, og udstillingen er befolket med ’fotostater’ af udstillingsgæster, der blev fotograferet i 1909. Det gør udstillingen til en både æstetisk og autentisk oplevelse. Der er ikke så mange farver, fordi de anvendte kort, tegninger og fotos er sort-hvide, men det gør ikke så meget. På en måde stemmer det meget godt med en oplevelse af tiden før farvefoto og -film som en sort-hvid epoke.

Spredt ud over det virtuelle udstillingsområde finder man en række informationsskilte, der hænger og svæver i luften. Her kan man læse baggrundstekster, høre reaktioner fra datiden (oplæst af nutidige skuespillere) og se fotografier og filmklip (de sidstnævnte stammer dog ikke fra selve Landsudstillingen, hvor der af en eller anden grund ikke blev filmet). Ved hjælp af et oversigtskort (der naturligvis også er historisk) kan man hoppe rundt på udstillingsområdet. Det er både smart, at man kan spare tid ved at springe fra den ene ende af den vidtstrakte udstilling til den anden, men også ret sjovt og lærerigt, for man hopper i bogstavelig forstand højt op i luften og får mulighed for at se området i fugleperspektiv, inden man lander på sit bestemmelsessted.

I det hele taget minder det at navigere rundt i Den Virtuelle Landsudstilling lidt om at spille et 3D-computerspil. Det eneste man mangler er et stort våben til at skyde ting og folk ned med. Ikke sådan at forstå, at man får lyst til at skyde noget eller nogen som helst i stykker inde i 3D-udstillingen. Men sådan at forstå, at man får samme virkelighedstro fornemmelse som i et 3D-skydespil. Og det er ment som en stor ros til kreatørerne.

Man kan godt finde mangler, hvis det skal være. Først og fremmest er det ærgerligt, at man ikke kan gå ind i bygningerne. De største udstillingshaller kunne man måske godt have lavet det indvendige af. Så er der også en del mindre bygninger, man slet ikke kan se, altså heller ikke udefra, andet end ved tegnede streger på ’jorden’ (der består af et kort over udstillingen fra 1913) og et skilt, hvor der står, at den pågældende bygning er ’udokumenteret’.

Det ville også have været interessant, hvis der havde været mulighed for at gå en tur ved Skansen og Skansepalæet, der blev bygget som Landsudstillingens officielle hotel og lå lige op og ned ad udstillingsområdet. Det kunne også have været godt med en mulighed for at placere landsudstillingen på et nutidigt kort. Så man kunne sige: ’Lige her lå Købmandsgaarden!’, eller ’negerlandsbyen lå på Sumatravej!’ (hvis den ellers gjorde det). Det kunne man f.eks. have gjort med et transparent nutidigt kort, som kunne lægges over (eller under) det historiske oversigtskort.

Endelig er der fotografierne af 1909-mennesker, der findes spredt ud over hele 3D-udstillingen: Mange af dem (alle?) går igen mange gange. Går man ad vejen fra Strandvejsindgangen til Elektricitetstårnet, møder man f.eks. manden med den tykke mave og blæst i frakken to gange på få meter (et fantastisk foto i øvrigt). På samme strækning møder man manden med hjelmen fem gange. Ligeledes er det 15-20 kopier af det samme foto af en spydbærende kriger, der befolker Abessinierlandsbyen, som udgjorde Landsudstillingens eksotiske indslag.

Der ligger uden tvivl fornuftige og bevidste valg af instruktiv og æstetisk karakter – og uløselige tekniske og kildemæssige problemer – bag disse ’mangler’. Med hensyn til de mange gengangere blandt det virtuelle publikum kan der være tale om, at man ikke har haft tilstrækkeligt mange brugbare fotos, men nok snarere at man bevidst har villet markere selvreference og illusionsafsløring. Under alle omstændigheder giver de mange gengangere – som man spadserer lige igennem – en spøgelsesagtig stemning, som jeg godt kan lide.

Det hele minder mig om romanen Morels opfindelse (1940). Den handler om en mand, der er fanget på en (øde) ø befolket af mennesker, han ikke kan komme i kontakt med. Efterhånden finder han ud af, at det er fordi de er fantasmer (simulakrer) frembragt af en maskine, der har optaget en uge af deres liv på øen, som maskinen så afspiller igen og igen. De virkelige mennesker er for længst døde, men af maskinen har de fået evigt liv. Hovedpersonen forelsker sig i et smukt, kvindeligt simulakrum, og da han lærer at beherske maskinen, indsætter han sig selv som hendes elsker i den virtuelle fortælling, der kører i loop på øen.

Der findes i forvejen en masse om Danmarks historie på nettet. Noget af det er godt, andet ikke så godt. Danmarkshistorien.dk tilbyder solid og pålidelig viden om Danmarkshistorien, skrevet og redigeret af historikere på forskningsniveau, men formidlet så alle voksne historieinteresserede kan være med. Det er håbet, at hjemmesiden bl.a. vil kunne bruges i gymnasieundervisning.

Interessen er foreløbig enorm. Over al forventning. I går lå en kort notits om hjemmesiden en overgang nr. 1 på politiken.dk’s liste over ‘mest læste nu’. For få minutter siden så jeg et indslag på TV2 Østjylland, hvoraf fremgik, at over 5.000 har forsøgt at klikke sig ind på hjemmesiden, som efter planen først skulle gøres tilgængelig i forbindelse med den officielle åbning i morgen. Derfor har man besluttet sig for at give adgang allerede nu til aften.

Selv har jeg skrevet en enkelt af de mange artikler, som ligger på den spritnye hjemmeside. Den handler om myten om Christian 2. på Lillebælt, som mange kender fra Johannes V. Jensens Kongens Fald. Jeg har flere andre på bedding (hjemmesiden vil bestandigt udvides i fremtiden), men min indsats har indtil videre ikke været imponerende. Jeg skal nok oppe mig! For jeg er stolt af, at Historisk Afdeling har gennemført dette flotte projekt.

Også en stor tak til alle dem ‘udefra’, som har bidraget.

Her link til Anders Bøghs kronik i JP i mandags.

‘I begyndelsen af 1970′erne var jeg ung reservelæge på en medicinsk afdeling på et universitetshospital her i landet. Min chef – professoren – var, foruden en verdenskendt forsker på sit felt, også en mand med kunsteriske og kulturelle interesser, og så gik han i cowboybukser, hvilket dengang bestemt ikke var det normale for en professor. På et tidspunkt blev en kendt forfatter og kritiker indlagt på den afdeling, hvor jeg var ‘stuedoktor’. Ved den ugentlige ‘professorstuegang’, hvor professoren gik rundt med en lang hale af reservelæger, sygeplejersker og studerende efter sig, udspandt der sig mellem forfatteren og professoren en længere samtale, som hele følget påhørte i andægtig tavshed. Samtalen drejede sig blandt andet om en bog, som forfatteren havde udgivet nogle år tidligere, og for hvilken han havde fået Boghandlernes Gyldne Laurbær. Bogen kom på tale, fordi en kendt teatermand netop havde dramatiseret den og i egen instruktion fået sit stykke opført på teatret. Bogen og teaterstykket handler om en meget forfærdelig begivenhed, som fandt sted i et europæisk land under 2. Verdenskrig. Samtalen gjorde indtryk på mig, fordi jeg ikke havde hørt om denne begivenhed før, men nok kendte til en lignende grufuld begivenhed, som fandt sted i et andet europæisk land. Forfatteren kom sig og blev udskrevet, men døde ikke så mange år senere. Heller ikke så mange år senere lod professoren sig pensionere, men skabte sig derefter en ny stor videnskabelig karriere inden for et helt andet felt – sinologi. Han døde i 1995. Teatermanden er fortsat aktiv både som teaterforfatter og som instruktør især inden for musical-genren. Hvem var forfatteren, og hvad er titlen på hans bog? Hvem er teatermanden, og hvad hedder hans dramatisering af bogen? Og så tillægsspørgsmålet: Hvem var professoren?’

Jeg indsendte nedenstående svar i håb om, at det ville blive bragt i Anekdote 171. Quizzen indledes nemlig altid med et udvalgt anekdotisk svar på sidste uges anekdotiske spørgsmål. I dag kan jeg så konstatere, at mit svar ikke ‘vandt’ (man kan for resten ikke vinde noget). I stedet valgte Klaus Rothstein, der redigerer quizzen, et noget mindre personligt men nok mere kortfattet og to the point svar end mit. Til gengæld nævnes mit navn først blandt alle dem, der har indsendt ‘gode og mere eller mindre fuldkomne svar’, hvilket jeg klart opfatter som en andenpræmie, idet jeg vælger at se bort fra muligheden for, at navnene blot nævnes i den rækkefølge, hvori svarene er indkommet til redaktionen (skønt mit indlæg blev sendt allerede fredag 24. april om aftenen). Hvorom alting er: Nu har jeg en blog, hvor jeg kan publicere den slags afviste tekster. Her er mit svar:

‘Forfatteren: Jens Kruuse

Titlen på hans bog: Som vanvid : Oradour-sur-Glane 10. juni 1944 – og efter (1967)

Teatermanden: Erik Bent Svendlund

Hans dramatisering af bogen: En dag i en by

Professoren: Knud Lundbæk

Jeg er så privilegeret at have kendt professor, dr.med., Knud Lundbæk personligt, om end strengt taget kun en lille bitte smule. Jeg blev som ung gymnasieelev introduceret for ham hjemme hos en klassekammerat, hvis far er en århusiansk kulturpersonlighed. Det må have været i 1990, og Knud var henimod de 80 år gammel. Han er et af de allerklogeste og mest inspirerende mennesker, jeg har mødt. Sammen med to klassekammerater (bl.a. den førnævnte) besøgte jeg ham et par gange i hans hjem. Vi var i færd med at forberede en fremlæggelse om noget kinesisk historie, og Knud tilbød i sin egenskab af sinolog at give os lidt privat vejledning. Han boede på det tidspunkt i en lille lejlighed i Århus midtby. Der var bøger over alt, også i køkkenskabene. I entréen stod en bogpult med et opslået eksemplar af Finnegan’s Wake. På spisebordet, hvorom vi blev bænket, havde værten udbredt en hvid papirsdug, som man kunne skrive og tegne på – bruge til notater og modeller – mens man konverserede. Og man konverserede. Knud Lundbæk docerede ikke ret meget, han mere samtalte. Han må have set på os som store børn. Udannede, enfoldige og måske en kende indbildske. Jeg kan huske, at han bl.a. måtte forklare os, hvad ordet ‘kulturkreds’ egentlig betyder. Alligevel lod han til at tage os alvorligt, kunne måske identificere sig med vores ungdommelige videbegærlighed og diskussionslyst. Ihvertfald lyttede han efter, hvad vi sagde, og snakken gik om historie, litteratur og filosofi. Vi fik ham også til (under pseudonym) at skrive en kort filosofisk tekst til vores hjemmegjorte skoleblad.

Som det fremgår af Anekdote 170 var dr.med. Knud Lundbæk en “verdenskendt forsker på sit felt”. Vi kan nu afsløre, at det nærmere bestemt var diabetes, der var hans medicinske speciale. Efter sin afgang i 1979 helligede han sig sinologien, men dét felt var nu ikke helt nyt for ham. Om Kina havde han publiceret siden 1950′erne. Rigtignok fik han bedre tid til denne beskæftigelse efter fratrædelsen og opnåede med en række videnskabelige værker status af internationalt anerkendt Kinaforsker. Tilbage i 1930′erne skrev han desforuden om kunst og litteratur i det surrealistiske tidsskrift Linien, som han også var medredaktør af. Kulturelle spørgsmål blev han ved med at engagere sig i, både i sine år som medicinprofessor og som “pensionist”. At han under stuegang konverserede patienten Jens Kruuse om tyskernes massakre i Oradour-sur-Glane 1944 og om dramatiseringen af Kruuses bog herom, kan således ikke undre. 

Med venlig hilsen

Jeppe Büchert Netterstrøm’

http://www.thedailyshow.com/video/index.jhtml?videoId=183509&title=barack-obama-he-completes-us

Jeg kom til at tænke på klippet, fordi jeg for ganske nyligt læste nogle meget kritiske tekster om Disneys ideologiske repræsentation af fænomener som køn, race og socialt hierarki. Adskillige af Disneys kritikere har peget på, at netop The Lion King (1994) indeholder en række sexistiske, racistiske og anti-demokratiske elementer. Det kunne være interessant at bruge kritikken af Disneys Simba som afsæt for en tiltrængt kritik af virkelighedens Obama. I anledning af, at sidstnævnte nu har regeret i 100 dage.

Den fremtrædende amerikanske kulturkritiker Henry A. Giroux skriver følgende om The Lion King’s problematiske fremstilling af ’det svage køn’:

‘The issue of female subordination returns with a vengeance in The Lion King. All of the rulers of the kingdom are men reinforcing the assumption that independence and leadership are tied to patriarchal entitlement and high social standing. The dependency that the beloved lion king, Mufasa, engenders from the women of Pride Rock is unaltered after his death when the evil Scar assumes control of the kingdom. Lacking any sense of outrage, independence, or resistance, the women felines hang around to do his bidding’.

Giroux fortsætter med følgende salve mod filmens racistiske anstrøg:

‘Racially coded language is also evident in The Lion King where all of the members of the royal family speak with posh British accents while Shenzi and Banzai, the despicable hyena storm troopers speak through the voices of Whoopi Goldberg and Cheech Marin in racially coded accents that take on the nuances of the discourse of a decidedly urban, black and Latino youth’.

En anden (efter alt at dømme temmelig venstreorienteret) amerikansk analytiker, Lee Artz, skriver følgende om The Lion King’s anti-demokratiske tendens:

‘In The Lion King, Disney captures our continuing cultural attraction to royalty and noble beasts to construct a fictional world where animals of prey bow to – rather than flee from – the predator’.

Artz påpeger, at Disneys tegnefilm naturaliserer sociale hierarkier og ulighed ved at tildele uforanderlige egenskaber og moralske konstanter til bestemte animerede figurer, hvilket understreges af, at disse figurer ofte tilhører bestemte arter i dyreriget. Her henviser Artz til den scene fra The Lion King, som The Daily Show forvandler til Obama-satire ved at erstatte Simbas ansigt med den demokratiske præsidentkandidats:

‘From the opening ’circle of life’ scene in The Lion King we cannot mistake the social order and its validity. All species bow before the rightful king. The heavens open and a (divine?) light shines on the new lion cub. This future king is held before a multitude of reverent and bowing beasts whose happiness and very existence depends on the maintenance of the established and rightful hierarchy’.

Artz fortsætter sin analyse:

‘The visual metaphors of good and evil are simple and transparent: a regal king and his heirs; an evil uncle who covets the kingdom; and lesser, passive animal-citizens overrun by social undesirables in need of leadership. The meanings are animationally inescapable – the King and his son, Simba, are brightly drawn, muscular, and smoothly curved; the villainous uncle, ‘Scar’, is dark, angular, thin, and disfigured; the hyenas, likewise, are angular and unmistakably black and latino (in the voice, diction, and verbal styles of Whoopi Goldberg and Cheech Marin)’.

The Daily Show’s intention med at sammenkæde Obama og Disneys The Lion King har med sikkerhed ikke været at rette en nær så voldsom kritik mod Obama som den, de to citerede forskere retter mod The Lion King. Alligevel kan det være relevant at undersøge nogle mulige paralleler mellem Obama og Disneys løvekonge som udlagt af Giroux og Artz.

Køn: Obama er som bekendt en mand. Godt nok fremstår han langt mindre sexistisk end tidligere præsidenter, bl.a. pga. sit ægteskab med den tilsyneladende stærke og selvstændige Michelle Obama. Førstedamen spiller imidlertid andenviolin. Hun har ingen formel magt og hendes liv er defineret af rollen som ægtemandens medfølger. Endvidere: På sin vej til præsidentembedet udkonkurerede Obama Hillary Clinton, hvorved han slukkede manges håb om, at en kvinde nogensinde kan vælges til præsident af USA. Stillet overfor valget mellem en farvet mand og en hvid kvinde valgte demokraterne manden. Stillet overfor McCain henviste Obama ofte til sine kvindelige forbilleder (moderen, den under valgkampen afdøde bedstemor), formentlig for at tiltrække netop kvindelige vælgere, som i virkeligheden havde foretrukket Clinton. Men i Obamas eventyr spiller kvinderne – hustruen, moderen, bedstemoren – rollen som hjælpere. Protagonisten er og bliver Obama.

Race: Obama er som bekendt farvet. Han kan dermed situeres blandt den del af menneskeheden, som historisk har været offer for den hvide mands racisme (og den racisme, Giroux og Artz ser i Disney, er naturligvis hvid racisme). Det er imidlertid et stort spørgsmål, om Obama derved kan unddrage sig enhver anklage om at have spillet racekortet. For mig er det ret tydeligt, at Obama bevidst og aktivt udnyttede sin hudfarve på sin vej til Det Hvide Hus. Det er selvfølgelig den samme iagttagelse, der ligger bag The Daily Show’s satire. Ved at henvise til sin etnicitet, eller mere præcist sin blandede etniske herkomst og tværkulturelle opdragelse, appellerede Obama til vælgere, der er tilhængere af eller tolerante overfor multi-etnicitet, multi-kulturalisme og globalisering. Obamas appel til vælgerne iscenesattes med virkemidler, der mindede en hel del om Disneys fremstilling af den ædle løvekonge, der i bl.a. i kraft af bestemte medfødte kvaliteter – herunder netop et autentisk afrikansk ophav – besidder særlige lederegenskaber. Det burde være overflødigt at fremhæve, at jeg personligt ser amerikanernes valg af Obama som et historisk fremskridt væk fra en skammelig racistisk fortid. Og Obama er selvfølgelig ikke racist. Men racisme udryddes først den dag, ingen længere skænker hudfarve en tanke whatsoever. Ved at udnytte sin hudfarve til at vinde magten, har Obama bidraget til at bevare fokus på hudfarve som noget, der er relevant i forbindelse med politik. Dermed konserverer han også forestillingen om, at forskellige racer besidder forskellige menneskelige egenskaber.

Demokrati: Obama er som bekendt demokrat. Men hvilken type demokrat? Obama er amerikansk demokrat, og et vigtigt særtræk ved det amerikanske demokrati er præsidentens store magt, ikke blot konstitutionelt og politisk, men også symbolsk. På det symbolske plan tilskrives præsidentembedet ofte religiøs legitimitet. Artz’ beskrivelse af savannens hyldning af Simba kunne lige så godt være en beskrivelse af Obamas sejrstale i Chicago på valgaftenen. De ydmyge, afhængige undersåtter, der bukker for kongen på klippen, behøver for øvrigt ikke repræsentere amerikanere. De kan også symbolisere de enormt mange mennesker udenfor USA, som sætter deres lid til Obams evner som verdensleder. Hvem er hyænerne? Det er USA’s fjender, som Obama – trods megen tale om dialog – har lovet at nedkæmpe.

Kapitalisme: Artz fremhæver, at Disney ved sin særlige måde at fortælle tilsyneladende harmløse børneeventyr legitimerer en kapitalistisk samfundsøkonomi. Artz kommer ikke så meget ind på dette aspekt i sin analyse af The Lion King, men for egen regning kan jeg nævne scenen, hvor kongen forklarer Simba det retfærdige i, at rovdyrene æder byttedyrene på savannen. Det er ’naturens store kredsløb’, siger han (citeret efter hukommelsen). For mig at se er der tale om en klokkeklar naturalisering (eller økologisering) af kapitalistisk udbytning og en hermed sammenhængende hierarkisk socialstruktur. Det er et socialdarwinistisk budskab. Artz er lidt inde på det i citatet om byttedyrene, der bukker for rovdyrene – i stedet for at flygte fra dem (eller sætte sig op mod dem, kunne man tilføje). Jeg vil slutte denne parallellisering af Disneys og Obamas ideologiske budskaber med at konstatere det indlysende: Selvom Obama står for forandring, er der ingen som helst udsigt til, at han grundlæggende vil forandre USA’s politiske økonomi. Bankpakker og statsindgreb som følge af finanskrisen har til formål at bevare det kapitalistiske system og rokker ikke ved, at et frit og fhv. ureguleret marked fortsat skal bestå. Hvis vi ikke griber forstyrrende ind, med mindre det er ved at gå under i en katastrofe, vil naturens store kredsløb bestå for evigt.

Artz, Lee, ‘Monarchs, Monsters and Multiculturalism: Disney’s Menu for Global Hierarchy’, Mike Budd og Max H. Kirsch (eds.), Rethinking Disney, 2005, pp. 75-98

Giroux, Henry A., ‘Animating Youth: the Disnification of Children’s Culture’, Socialist Review, 24:3, 1995, pp. 23-55. Online: http://www.henryagiroux.com/online_articles/animating_youth.htm